Kongelunden

Aarhus, Danmark
Åben visions-konkurrence

Projektet organiserer Kongelund-bydelens grønne park-, rekreations- og sportsbydel omkring et indre ”loop”, hvortil bydelens sportsarenaer, park- og naturscenerier knyttes.

Det gælder både et nyt forboldstadion på det gamle stadions beliggenhed, et nyt atletikstadion overfor løbehallen og sportsindlogering, sportsinstitutter, etc. i ”grønne skov-opstikkere” samt en fornyet travbane med hestesportsfaciliteter, udstillings- og informationscenter.

Loopet fungerer som bydelens orienteringsskabende og sammenbindende hovedsti og scenic tour ved dags- og aftenlys, sommer og vinter.  

År: 2020

Konkurrencetype: Åben konkurrence
Bygherre: Aarhus Kommune
Type: Sportsbyggeri / urban design
Adresse: Kongelunden, Aarhus
Samarbejdspartner: Vesthardt Arkitekter

Radialerne, loopet og dynamoerne

Kongelunden er en skov i byen og en by i skoven.

Kongelunden er Marselisborgskovens kultiverede forlængelse ind i Aarhus som urbaniseret skov- og parkområde.

Kongelunden er en selvstændig, grøn skovby omgivet af villa- og parcelhusområdernes grønne, urbane plantager, tæt på den røde, historiske stenby og nabo til den blå vandby og med sine karakteristiske monumentale, ”hængslede” bygningsanlæg til fritid sport og kultur.

Projektet ønsker at fastholde og forstærke denne unikke identitet og karakteren af grøn skov- og parkby i byen ved at:

– tydeliggøre bydelens relation til de omgivende bydele og   kvarterer.

De omgivende bydele og kvarterer møder overalt i projektet skovbyen som et intakt skovbryn, med undtagelse af Mindeparkens åbning mod vandet.

– Differentiere og integrere byens kvartaler, miljøer, stedligheder, fikspunkter, monumenter og dynamoer.

 3 lag eller mønstre organiserer byen fysisk og mentalt:

– Radialerne

– Loopet

– Dynamoerne

Radialerne

Radialerne er det let overskuelige og forståelige vejmønster der, centreret i rundkørslen ”ved dronningen”, udpeger byens midte og sikrer den kørende trafik gennem byen samt tilgængeligheden til bydelens 4 kvartaler.

Som jagtveje, udstikker radialerne de fysiske og orienteringsmæssige hovedretninger i og gennem bydelen.

Fra rundkørslen er der desuden gående og cyklende adgang til byens 4 kvartaler:

 – Sportskvartalet

– Skovkvartalet

– Parkkvartalet

– Havekvartalet (herunder dronningens have)

Omlægningen af Kongevejen til sydøst-nordvest radialen (Marselisborg Grønnevej) er foreslået for at skabe en større sammenhængende og uforstyrret skovkvadrant tæt på Aarhus bymidte.

Radialplanen kan dog også fungere trafikalt og orienteringsmæssigt uden denne omlægning.

Den arena-nære grønne ”skov-parkering” sker med adgang fra Jyllands Allé og Stadion Allé – 500-1000 p-pladser.

Reserveparkeringen til store sports- eller kulturbegivenheder tænkes, som nu, at kunne forgå på travbanen – 1000-2000 p-pladser med adgang fra Carl Nielsen Vej.

Det samme gælder adgangen til hestesportsarealerne og Observatoriet.

Loopet

 Loopet er et nyt mønster eller stort, let opfatteligt tegn som projektet lægger ned over byen for at skabe en intern sammenhæng mellem dens mange forskellige stedligheder, miljøer, fikspunkter, monumenter, aktiviteter og dynamoer i form af sportsarenaer, fritidsfaciliteter, skov-, park og havetypologier, etc.

Loopets internt samlende effekt bidrager til at forstærke Kongelunden som en karakteristisk og markant selvstændig by elle bydel i Aarhus.

Loopets ca. 3 km lange strækning er primært for de bløde trafikanter, lagt til rette så man, uhindret via flader, trappeanlæg og ramper, kan gå, løbe eller cykle (eller stå på ski) hele vejen rundt.

Dette forudsætter dog åben tilgængelighed mellem de enkelte sportsanlæg.

Loopet vil skabe en oplevelsesrute gennem bydelens mange varierede miljøer med både aktive og kontemplative scenerier, med monumentale sportsarenaer, stalde, udsigtspunkter, sjældne haveanlæg, åbne parkflader, skovlysninger og skovstier, skovbebyggelse. Det hele forbundet af belagte flader og stier, trappeanlæg, cykelramper, etc.

Loopet vil kunne etableres relativt let, idet størstedelen af forløbet sker på allerede eksisterende vej- og stianlæg.

Loopet, der er ”stisystemets snoede boulevard”, har en fast belægning og permanent belysning, der gør det trygt at færdes på også efter mørkets frembrud.

Dynamoerne

Dynamoerne udgøres af sportsarenaernes publikumsmagneter, der, som Hadrians Villa, er hængslet sammen til en kompleks, oplevelsesrig helhed af monumentalitet og urban rumlighed.

Sammen med bydelens øvrige fikspunkter, som Observatoriet, det nye Udsigtstårn på ”toppen af området” Mindeparkens monumenter og miljøer som Forstbotanisk Have, Kolonihaverne, de nye ”Natur-faciliteter” i skovkvadrantens lysninger samt Sportkollegiernes- og klubhusenes tynde ”opstikkere” i ”Zoo-skoven”, skaber de skovbyens særlige, grønne, kulturlandskabelige urbanitet.

Lagenes interferens og fleksibilitet

Interferensen mellem lagene er med til at skabe skovbyens kompleksitet og oplevelsesrigdom

Enkelheden i lagenes mønstre og figurer gør den samlede struktur fleksibel og generelt let at ”hægte” nye fremtidige funktioner, aktiviteter og bygværker af og på.

De nye arenaer og stedligheder

Fodboldstadion

 Fodboldstadion er fremstillet som et nyt ”intimstadion” til ca. 25.000 tilskuere, i skala og struktur som f.eks. Malmøs nye fodboldstadion.

Stadion er adskilt fra den gamle stadionbygning men forbundet med dens hovedbygning via en svævende overgang.

På samme måde er Ceres Arena forbundet med loungefaciliteterne på det nye fodboldstadion.

Fodboldstadion er gravet ned i terrænet for at integrere det i den omgivende skov – skovstadion.

En bevarelse af det eksisterende stadion som udelukkende fodboldstadion, uden atletikbaner og nedgravet for at skaffe flere pladser, vil også passe fint ind i projektets strukturerende idé.

Atletikstadion

Det nye atletikstadion er ligeledes tænkt som et skovstadion, nedgraver og omgivet af træer, tæt forbundet med den nye indendørs idrætshal og Aarhus Atletik og Løbeakademi.

Atletikstadion er fremstillet, dimensioneret som det gamle stadion med en kapacitet på 1.000 – 2.000 tilskuere.

Tennisstadion

Tennisarenaen er flyttet til træningsarealet bag cykelstadion, hvor de 8 baner og klubhuset kommer til at ligge favnet af grønne træbevoksede skrænter – en kombination af tennisbanernes nuværende, idylliske skovbeliggenhed og tennisbanerne ”Sandgravens” intime, grønne gryde.

Skov-opstikkere

I den gamle Zoo-skov ved det nye atletikstadion tænkes tynde bygningsenheder og ”opstikkere”, helt integreret med skovens stammer og trækroner, etableret.

Enhederne, gerne bygget i træ, kan huse midlertidig bosætning, kollegier eller hostel for atleter, sports- og fritidsfolk, gerne kombineret med klubvirksomhed knyttet til idræt, udendørskultur og grøn rekreation.

Skovlysninger

Langs loppet i skovkvadranten kan etableres lysninger til fleksibel anvendelse relateret til skov og natur: skovbørnehaver, naturvejledningsfaciliteter, refugier, steder for grøn eftertænksomhed, e.l.

Hestesportsarenaen

Hestesportens faciliteter: stalde, servicebygninger, folde og fremvisningsarenaer, placerer projektet på det skrånende og terrasserede terræn op mod toppen af Carl Nielsen Vej og Terp Skovvej, hvor de vil være mere eksponerede for publikum og hestesportsinteresserede og smukkere beliggende i landskabet end den nuværende lidt hengemte og klemte placering.

Projektet forestiller sig, at også at bygningsanlæg som hestesportsmuseum, hestesports-eksperimentarium eller undervisnings- og forskningsinstitutioner knyttet til heste og hestesport kunne finde plads i arenaen.

Et samarbejde med Wilhelmsborg Nationale Hestecenter kunne evt. udvide arenaens repertoire og faciliter til mere end det trav- og galoprelaterede.

Udsigtstårnet

 Et udsigtstårn på højdepunktet af sportskvadranten ved toppen af Carls Nielsens Vej og Terp Skovvej vil være et markant fikspunkt i Skovbyen og et udsigtspunkt over hele Aarhus´ sydlige geografi, byen, skovene og bugten, på linje med de øvrige fikspunkter som Rundkørslen ved dronningen, Mindelunden i Mindeparken, den gamle stadionbygnings indgangsparti, Marselisborg Slot.