Tegnestuen har gennem årene udviklet en metode til kortlægning af steder, byer og bebyggelser i deres naturlige og kulturlige sammenhæng.

Kortlægningen baserer sig på arkitekturen som typologi, typer af byer, bebyggelser, byrum, bygninger og aptering, der historisk er blevet skabt af samfundsudviklingen, by- og bygningskulturen eller by- og byggeskikken og selv over tid har formet steder, byer og bebyggelser omkring sig.

Kortlægningen fungerer som et operationelt redskab til registrering og analyse af de fysisk, arkitektoniske forhold men samtidig som et kreerende grundlag for skabelsen af ny koncepter eller fremstilling af konkrete projektudkast.

Stationsbyerne som kortlagt arkitektonisk typologi

Betragter man arkitekturhistorien som en fortløbende selektion af materielle samfundsredskaber i form af fysisk-arkitektoniske typer i alle skalaer fra ”designtyper” over bygningstyper til bebyggelses- og bytyper, har man samtidig en synsmåde eller metodik, der kan systematisere registreringer og analyser og således danne baggrund for restaureringer og fornyelser eller udviklingstiltag i form af typologiske innovationer.

Fordelene ved en sådan metodik i forhold til et mere intuitivt/ ”arkitektet” syn på byerne eller en friere subjektiv kreativitet i håndteringen af deres fysiske udviklingsmuligheder er:

• At undersøgelsen kan vise både de fælles, generelle træk ved byerne og deres særlige individuelle Deres identitet kan beskrives som henholdsvis type og modeller af typen.
• At undersøgelsen og dens konsekvens som stillede forslag bliver relativt systematiseret, forståelig og operationel.
• At undersøgelses- og udviklingsprocessen bliver transparent og håndterbar og dermed engagerende for alle involverede parter i planlægnings- og udviklingsprocessen: borgere, politikere, planlæggere, m.fl.

Den arkitektoniske type som samfundstypologi

Den arkitektoniske type, herunder byarkitektoniske type, repræsenterer en enhed af den til enhver tid fremherskende bygge- skik og dermed sin samtids behovs- og funktionskrav, teknik

og konstruktionspraksis, økonomi og virksomhed, arkitektur og rumopfattelse, livsform og adfærd samt de fremherskende sam- funds- og virkelighedsbilleder, udtryksformer, æstetik, stil, etc.

Det gælder generisk, selvgroede byer som f.eks. St. Geminiano og Sifnos eller Ribe, Rudkøbing og Gl. Skagen plus de fleste danske byer med få undtagelser. De viser, hvordan forskellige naturlige og kulturlige, samfundsmæssige betingelser fra helhed til detalje skaber forskellige by- og bebyggelsestypologier.

Det gælder ligeledes planerisk anlagte idealbyer som renæssancens Palma Nova eller Friedriksstadt eller den moderne tidsalders Huffeisensiedlung, Toulouse le Mirailles og Milton Keynes og i DK, Christiansfeld, Hirtshals´ urealiserede plan, Skejbyplanen, Lisbyen og Vinge.

De er alle fra de mest abstrakte visioner til de mindste fysiske komponenter formet over hver deres tidsbestemte samfundsbetingelser.

Den arkitektonisk-typologiske synsmåde kan således siges at modsvare eller afspejle et hvert byprojektets komplekse pro- blemstillinger omkring alle byudviklingens forhold: fysiske, samfundsmæssige, sociale, kulturelle, betydningsmæssige, etc.

Den typologiske synsmåde er her en helheds- og sammen- hængssøgende bestræbelse med udgangspunkt i det fysisk-arkitektoniske.

Traditionelle kortlægningsmetoder

Den traditionelle urbane kortlægning med baggrund i Camillo Sitte og i det 20. århundrede Kevin Lynch, Gordon Cullen, m.fl. opererer med registreringskategorier fremkaldt gennem empiriske studier af individuelle eller kollektive perceptioner af byen – hvordan folk bevidst eller ubevidst opfatter og påvirkes af det fysiske bymiljø.

Det kan dreje sig om byens synlige monumenter og karakteristiske bebyggelser, dens kanter og overgange, helheder og detaljer, perspektiver og panoramaer, etc., kort sagt byskaber, bystrukturer, bygningsmasser og byrum, der gør indtryk, betragtes som attraktive eller det modsatte og som derfor styrer adfærden og opfattelsen af byen.

Til forskel fra disse sociopsykologisk-byarkitektoniske kategorier, der, som identitetskategorier, også er videreført i SAVE- og Byatlas-registreringerne, er den anvendte typologiske kortlægning, som praktiseret af tegnestuen forankret i mindre normative, fysisk, arkitektoniske typologier, der som historiske samfundsformer og kulturarv driver bybygningen og skaber byernes identitet.

Det samme gælder i sammenligning med James Corner og Alex S. Mac Leans formalt-visuelle, subjektivt-kunstneriske kortlægning.

Den typologiske kortlægning er således en bestræbelse på at skabe en sammenhæng mellem tematiseringer som kulturarv, byudvikling og identitet.

Typologisk kortlægning – typologisk hierarki

 Den typologisk kortlægning omfatter et hierarki af typologier/ kategorier, der udtrykker vigtigheden i forhold til den enkelte bys opståen, udviklingshistorik og identitet, men også for dens udviklingspotentiale:

• Stedlighedstypologien
• Monument-/ dynamotypologien
• Bebyggelses- og byrumstypologien
• Bygnings- og facadetypologien
• Apteringstypologien

Set som historiske betingelser, der har etableret, udviklet og formet byerne med deres forskellige særpræg og identiteter, er nogle typologier mere tungtvejende end andre.

Typologierne med den længste historiske cyklus er mest perma- nente og forandringstræge og dermed også de mest identitets- seje. Det gælder landskabets, kulturlandskabets og byskabets tusindårige livscyklus men også de monumentale bygværkers flerhundredårige, bystrukturerende overlevelse. Disse typologier sætter rammerne for eller fungerer som skelettet i byen, hvor omkring dens krop formes.

Det samme gælder for bebyggelses- og byrumstypologiens dog knap så lange og klippefaste transformationscyklus.

De enkelte huses og facaders hundredårige til tiårige udskift- ninger og forandringer er af samme årsag løsere relateret til byens identitet, lige som byens aptering og udstyr, hvis omsæt- ning som oftest er hurtig og perifer i relation til byens historisk forankrede identitet. Det betyder ikke, at de  ”hurtigere” typologier er uden betydning for byens miljø og attraktivitet, tvært i mod.

Byernes opbygning og fortløbende transformation sker på basis af det typologiske hierarki og dets cykler. Det gælder både for byerne som samlet, udbredt hele og for deres historiske midte.

Kortlægningslag

Den typologiske kortlægning er bygget op af tre, tæt forbundne lag og udviklingsfaser som:

• Registrerende kortlægning
• Analyserende kortlægning
• Kreerende kortlægning

Den registrerende kortlægning er en tilnærmet objektiv registre- ring ud fra luftfotos, stedfotos, traditionelt kortgrundlag, plandata, besigtigelse på stedet, e.l.

Den analyserende kortlægning har til formål at trække særlige temaer, særlige fysiske forhold eller specielle byarktiktoniske elementer frem, som potentiale for udvikling.

Den kreerende kortlægning har til formål er at introducere til mere frie og subjektive idéer og forslag til transformationer og udformninger i relation til de to første kortlægningslag.

Bevægelsen gennem de registrerende, analyserende og kreerende lag kan gå begge veje. Kreeringen kan være styret af registrering og analysering, ligesom registrering og analysering allerede kan have en kreerende bagtanke.

Kortlægningen er således et operationelt redskab til forståelse, fremstilling og skabelse indenfor byudviklingens komplekse problemstillinger. Et redskab for fagfolk og lægmand til brug mellem forenklet, diagrammatisk systematik og kompleks, tegnet projektering.

Kortlægningens fremstilling

Kortlægningen er ikke metodisk eller fremstillingsmæssigt fastlagt, den kan være mere eller mindre skematisk og detaljeret, diagrammatisk eller billedlig, illustreret i to- eller tredimensioner, etc.

Den registrerende og analyserende kortlægning er i tegnestuens planpraksis ofte fremstillet som kontekstkort for at kunne sammenligne urbaniteters fysiske struktur, kontekst og historiske udviklingsforløb.

Den kreerende kortlægning er ofte fremstillet som både to- og tredimensionelle kontekstkort og som rejste og rumlige illustrationer.