Økohus 99
Boligministeriets og KAB´s konkurrence “Økohus 99”
Det gennemgående tema i boligplanerne er et sydvendt dobbelthøjt »atrium«, et tilskud til boligen i form af passiv solopvarmning, multianvendelighed, samt et visuelt-arkitektonisk tilskud til de tilgrænsende rum og til hele boligrumligheden.
Til de tekniske tiltag hører den gennemgående installationsvæg med tilkoblingsmuligheder for vandbesparende installationer, herunder udnyttelse af tagvand, solfanger/ solceller og kontrolpanel, etc.
Projektet skitserer desuden muligheden for installation af en brint-brændselscelle i fælleshuset.
År: 1996
Konkurrencetype: projektkonkurrence
Type: alment boligbyggeri
Størrelse: bolig:80-100 m2 / bebyg.4.500 m2
Adresse: Ikast
Landskabsarkitekt: Birk-Nielsens tegnestue
Ingeniør: Lemming & Eriksson
Økologi og byggeri er et langt sejt træk af ændrede livsformer, et ændret syn på vores omgivelser, anvendelsen af naturlige og kulturelle ressourcer, og en ændret teknologi. Der findes ikke noget columbusæg, der med et slag kan gøre byggeri og beboelse økologisk.
Økologisk byggeri drejer sig derfor om at kombinere og samarbejde de mulige tiltag herunder de realistiske økoteknikker til et optimum – en byggeskik, baseret på en blanding af høj- og lavteknologi, industriel fremstilling og håndværk. Underforstået med det formål at reducere energi, materialeforbrug og forurening.
2. Økologisk byggeskik
Byggeskik beskrives normalt som byggeri slebet til af kulturen og tiden.
Byggeskikken er således udtryk for en tilpasning til samfundsmæssige, sociale eller individuelle behov, der skal tilgodeses indenfor gængse tekniske, økonomiske og arkitektoniske rammer.
Byggeskikken er hverken præget af avantgardistiske teknologiske løsninger eller modsat af gammeldags arkitektoniske dyder, den forsøger at ramme det arkitektonisk og teknologisk tidstypiske, eller det realistisk mulige.
En økologisk byggeskik kan ikke baseres på utopiske højteknologiske “en gang for alle” visioner og ej heller på romantiske forestillinger om en tilbagevenden til en førindustriel uskyldstilstand.
En økologisk byggeskik må søge at finde skæringspunktet mellem teknologi og kultur, byggeri og livsform, industri og håndværk, global og lokal ressourceudnyttelse, individuelle- og samfundsmæssige økologiske krav og mellem traditionel lovgivnings- og organisationspraksis og alternative praksisser etc.
Skulle man være skeptisk overfor muligheden af en decideret moderne byggeskik, den uendelige pluralisme af byggevarer og byggemåder, taget i betragtning, er det alligevel dette skæringspunkt, der er interessant for det økologiske boligbyggeris daglige praksis og dets mulighed for at slå igennem.
Vi fortolker Økohus 99 konkurrencen som et forsøg på at indkredse dette skæringspunkt efter flere års mangeartede men spredte økologieksperimenter.
3. Økologisk livsform, boform og boligbyggeri
Udformningen af den økologiske bolig peger direkte på spørgsmålet om hvad man skal forstå ved en økologisk livsform og boform.
Den arkitektonisk, konstruktive organisering af boligen og boligmiljøet i bred forstand må derfor tages op til overvejelse og disse overvejelser peger direkte ind i et fletværk af problemstillinger omkring materialer, konstruktioner, installationer, byggemåder, produktionsmåder etc., samt endelig hvilket arkitektonisk udtryk dette kan resultere i.
Hver enkelt af disse problemer er komplekse og i sammenhæng næsten uigennemskuelige.
Hvordan skal f.eks. en lokal fordel afvejes mod en global nødvendighed?
Hvordan skal et langtidsholdbart og derfor økologisk fordelagtigt byggemateriale afvejes mod truslen om dets udryddelse ved overforbrug?
Hvordan skal en langsigtet ressourcebesparende installation afvejes mod dens øjeblikkelige fremstillingsmæssige energiforbrug, og transportforbrug, altså kortsigtede anlægsfordele afvejes mod langsigtede driftsfordele
Hvor langt kan man komme med krav til ændrede vaner og livsformer af hensyn til økologien uden at ende i udemokratisk (statslig) styring og formynderi, etc.
Med afsæt i så komplekse problemstilling må udformningen af den økologiske bolig eller boligbyggeriet nødvendigvis blive en blanding af videnskabelige udvikling, rationelle betragtninger og common sense.
3.1 Kultur, vaner og boligtyper
Går vi ud fra at kultur og vaner er tæt forbundet, er det svært at forestille sig hvordan radikalt nye boligformer kan få gennemslag fra den ene dag til den anden.
Hverken en futuristisk, højteknologisk ” øko-rumkapsel” eller varianter af “tilbage til naturen” hulebyggeri er realistiske alternativer (med mindre man ønsker at bruge hele dagen på at være økologisk).
Forbindelsen mellem en økologisk byggeskik og den økologiske bolig består i at ramme den indretning og udformning, der tillader det normale liv at udfolde sig, og på samme tid giver frihed i udvikling af graden af økologisk levemåde. Antager vi, at bovaner plus byggeskik resulterer i boligtyper, kan forsøget på at finde en økologisk byggeskik og en økologisk boligtype med fordel tage afsæt i eksisterende traditionelt gode boligtyper for at forbedre dem økologisk.
Den økologiske bolig skal skabes i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse.
Økologiske boliger, der bygger videre på det bedste i traditionen, giver en forståelighed, en almen accept og en kontinuitet, der efter vore mening er en del af hvad man kunne kalde arkitekturøkologi. En respekt for og udvikling af det bedste i boligarven er lig økologisk tænkemåde på boligområdet.
Den samme hensynsfuldhed må vises arkitekturens udtryk og betydningsside.
4. Projektets idégrundlag
Økologisk byggeri er altså et spørgsmål om arkitektonisk organisering af:
Økonomi: Sikre rentabelt byggeri på markedsvilkår.
Teknologi: Sikre optimal økologisk udnyttelse af moderne teknologi.
Demokrati: Sikre medvirkende fra alle de involverede parter, herunder beboerne i byggeriet.
Sociologi: Sikre gode økologiske familieboliger, alment anvendelig.
Dette konkurrenceforslag vil forsøge at sammenfatte de fire faktorer i et projekt hvis væsentligste indhold er en kombination af følgende elementer:
A En økologisk zoning af bolig og bebyggelse, et sammenfald af:
1 Aktivitets- og funktionszoning
2 Klima- og miljøzoning
3 Installations- og byggeteknisk zoning
B En økologiunit, installationsvæg
C En økologicentral, fælleshus
Forudsætningerne for projektet er, at det skal være:
A Simpelt og generelt
B Tilpasningsdygtigt til såvel nybyggeri som byfornyelse
c Ukompliceret og let forståeligt
d Sundt og grønt
e Arkitektonisk stimulerende
4.1 Generalitet (generel anvendelighed) og forskellighed (differenceret udformning)
Den gode økologiske bolig skal kunne danne ramme om mange forskellige livsformer og herunder forskellige grader af økologisk levevis og oveni købet over en lang årrække.
Den økologiske bolig må derfor være foranderlig og tilpasningsdygtig. Ikke så meget i den dynamisk, mekaniske 60’er forstand, med flytbare vægge og total åbenhed, men mere i retning af generel anvendelig a la 20’ernes og 30’ernes murermesterhuse med ens rum.
Generalitet behøver dog ikke at være forbundet med enshed f.eks. ensartede rum. Generalitet kan lige så vel være forbundet med forskellighed f.eks. forskellige, men generelt anvendelige rum.
Forskellighed er i det hele taget et centralt begreb i en boligøkologisk byggeskik.
60’ernes forskelsløse, standardiserede industribyggeri, med baggrund i en forestilling om overlevelsesbunkeren eller livmoderen med øjeblikkelig sanseløs behovstilfredsstillelse, er uøkologisk.
Den økologiske bolig skal rumme forskellighed. Forskellige rumstørrelser, -højder, -karakterer, forskellige niveauer. Forskellige lysforhold og temperaturer, forskellige materialer etc. boligen skal opfattes som en del af omgivelserne, “den ydre verden” og som en del af klimaet, årstiderne, naturen, byen, stedet.
Boligen skal være oplevelsesrig, sanselig og kropslig for at være økologisk.
4.2 Boligens livsrum og brugsmæssige opdeling
Den økologiske bolig må gerne opdeles efter begreber, der går på tværs af den sædvanlig funktionelle opdeling i sove, spise, opholde etc. F.eks.i bevægelse, stilstand, reproduktion, produktion, intellektuel og følelsesmæssig kontra fysisk virksomhed.
Boligen skal ikke være et stillesiddende konsumfuteral. At leve i den økologiske bolig er en veksling mellem hvile og aktivitet.
Boligen skal indbyde til sund bevægelse ud og ind, rundt i- og op og ned på etagerne.
Boligens indretning og opdeling skal afveje de økologisk tekniske krav mod de traditionelle familie- og samlivsformers behov.
4.3 Den sydvendte bolig
Et af projektets vigtigste valgte parametre for udformningen af alle boligtypernes livsrum, er syd-orienteringen.
Alle værelser og opholdsrum vender med syd, for lys ind fra syd.
Foruden de arkitektoniske og miljømæssige argumenter kan syd-orienteringen begrundes økologisk og energimæssigt.
Boligindretningens sydvending er projektets arkitektonisk kunstgreb.
Hovedindgangen til boligerne er ligeledes orienteret mod syd, gennem ” atriet “. Der er dog også mulighed for at gå ind fra nord gennem køkkenet.
4.4 En ny økologisk boligtype
En ny økologisk boligtype formes af en ny byggeskik og teknologi og en ny organisering af boligens funktioner, arealer og rum.
Projektets organisering, opdeling og arkitektoniske udformning af boligen bygger på en sammenlægning af tre zoninger:
1 Aktivitets- og bofunktionel zoning.
2 Energi- og klimazoning
3 Installations- og byggetekniske zoning.
4.5 Aktivitets- og bofunktionel zoning
Familien vil i lang tid fremover stadigvæk være en flergenerationsfamilie med normale behov for en boligintern opdeling i private og fælles rum, rolige og mere aktive områder, plus servicerum, køkken og toilet.
Med forudsætningen om en mere aktiv økologisk levevis og generel anvendelighed opdeles den økologiske bolig horisontalt i en arbjeds/
aktivitetszone og en roligere opholdszone. Aktivitetszonen rummer køkken og “atrium”, et multifunktionelt rum, der kan være alt fra atelier til havestue eller entré.
Også vertikalt er den økologiske bolig på traditionel vis delt op i en aktiv stueetage og en roligere 1. sal.
Aktivitetszonen og atriet er det i arkitektonisk forstand økologiske livs- eller “råderum”, der praktisk og symbolsk tillader en mere eller mindre økologisk levevis.
4.6 Energi- og klimazoning
En økologisk zoning omfatter også en energibevidst opdeling i en passiv og aktiv udnyttelse af solindfaldet.
Boligen er delt op i en sydvendt solfangende, let facadezone og en tung nordvendt varmeakkumulerende zone.
Med denne klassiske opdeling udnyttes solens og lysets energi optimalt og temperatursvingningerne over døgnets timer udjævnes.
Den enkelte familie kan vælge at leve “økologisk” i pagt med årstidernes skiften (trække sig tilbage til den tunge del af boligen om vinteren og ud i den lette del resten af året), eller familien kan vælge at bebo hele huset hele året rundt mod en energimæssig merudgift.
Dette betyder også en opdeling i en lysere og mørkere zone og bidrager til skabelsen af forskelligheder i boligen, i forhold til lysforhold, tyngde og lethed.
4.7 Installations- og byggeteknisk opdeling
Projektet deler boligen op i en installationstung speciel zone og en installationslet generel zone, svarende til en dyr- og byggeteknisk vanskelig zone og en billigere mere teknisk ukompliceret zone (evt. professionel contra medbyggede).
Disse zoner krydses af boligens byggetekniske opdeling i råhus, aptering og komplettering.
4.8 Det grønne rum “Atriet”.
Det dobbelthøje grønne rum eller atrium er det centrale funktionelt/arkitektoniske element i den økologiske bolig.
Her falder den økologiske zoning sammen med praktiske hensyn til passiv solfangning, årstidsbevægelse i boligen, varmebesparelses- muligheder, rumforskellighed, temperaturforskellighed, brugsforskel- lighed, bevægelsesmulighed etc.
Rummet er passiv solfanger, “motionsrum”, uderum, inderum, tempereret, utempereret, boligudvidende, – sammentrækkende, entré, indre gård, forhave, atelier, udestue, drivhus, festsal, kort sagt økologisk multifunktionelt.
“Atriet” er en historisk kendt boligrumtype her kombineret med økologiske overvejelser.
Altså nyudviklet bolighistorie lig økologisk boligbyggeskik.
4.9 Økologisk klimaskærm / facade
Projektet foreslår en boligtype, der prioriterer sammenhængen mellem lyskvalitet og livskvalitet. Den økologiske bolig tager udgangspunkt i dagslysets overlegne kvalitet og arbejder derfor med en stor grad af transparens.
Dagslyset er kvalitativt ved at være steds-, regions- og årstidsbestemt. Lyset tager farve af omgivelserne og reflekterer stedet, klimaet og årets gang.
For at skaffe naturlig ventilation og forhindre overophedning, er glaspartiet i ” atriet ” forsynet med oplukkelige partier. Dette sikrer en hurtig udluftning af ” atriet ” direkte gennem aktivitetszonen eller hele huset.
Dele af de indvendige og udvendige glaspartier kan forsynes med translucent glas, afhængig af en nøjere vurdering af temperaturudsving og lysindfald.
Følgende elementer integreres i boligens klimaskærm:
– Energiruder
– Translucente ruder
– Regulerbar solskærm, persienner
– Oplukkelige vindues- og dørpartier
4.10 Materialer, konstruktioner, installationer
Kravet til materialer, konstruktioner og tekniske installationer i en økologisk byggeskik må være:
Materialer:
Sunde
Energi og ressourcebesparende
Reparations- og vedligeholdelsesvenlige
Økonomiske
4.11 Materialer – fremstilling og anvendelse
Valget af materialerne i bebyggelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af deres genbrugelighed, indeklimatilpasning, holdbarhed og fremstillingsmåde i forhold til råstof og energiforbrug.
Opnåelse af et godt indeklima er udover at anvende sunde materialer, også et spørgsmål om at anvende materialer med en høj grad af forskelligartethed i forhold til materialets farve, klang, hårdhed, duft, absorberingsevne overfor fugt og varme, reflektering af lys osv.
Der anvendes fire typer af materialer i forbindelse med opførelsen af det foreslåede Økohus 99 projekt.
Type 1 Organiske materialer som træ, træfiber, tekstiler mm. Materialerne er reproducerbare, og ved bortskaffelse frigøres der energi. Træet oplagrer desuden CO2 i vokseperioden.
Type 2 Materialer som fremstilles af mineraler i jorden, metal og glas. Der bruges meget energi til fremstilling af disse materialetyper, til gengæld kan de genbruges og er langtidsholdbar og svær nedbrydelig. Materialerne anvendes på særligt belastede områder på økohuset.
Type 3 Miljøbeton (genbrugsbeton), tegl og kalkmørtel, fremstilles af lokale materialer med et moderat forbrug af energi til fremstilling. Denne gruppe af tunge materialer er aktive i forhold til opsamling og lagring af passiv energi fra solen. Der kan næsten opnås balance mellem forbrugt energi til fremstilling, og den energi der opsamles i materialerne, set over en tidsfaktor på f.eks. husets levetid 80 – 100 år.
Type 4 Isoleringsmaterialer, lavenergiruder, solceller, solfanger mm. Fremstilling af disse materialer foregår med et højt forbrug af energi. Energiforbruget til fremstilling spares dog hurtigt ind ved brug af disse materialer – komponenter i byggeriet, i form af et energitilskud til den daglig drift.
Opdeling af de fire typer materialer i forhold til projektet.
1.Råhuset: anvendelse af materialerne i gruppe 3.
2. Aptering: anvendelse af materialerne i gruppe 2 og 4.
3. Komplettering: anvendelse af materialerne i gruppe 1 og 2.
4.12 “Ruintesten”
Ud fra en livscyklusanalyse vil langtidsholdbare materialer og konstruktioner være økologisk korrekte.
Kravet om holdbarhed skal dog afvejes med den nutidige byggeskiks blanding af industriel og håndværksmæssig byggeskik.
Visse materialer og konstruktioner har en lang tidspuls f.eks. hoved- konstruktioner, mens andre komponenter har en kortere levetid, typisk færdigvarer som vinduer, køkkenelementer, installationskomponenter etc.
Byggeriet på dets nuværende teknologiske stade kan derfor med fordel deles op i 3 kategorier med forskellig livscyklus:
- Råhuset, den bærende hovedkonstruktion
- Aptering, klimaskærmen m.m.
- Kompletteringen, løse elementer, installationer m.m.
Som eksempler på aptering kan nævnes: udvendige facadebeklædninger og indvendige lofts- og vægbeklædninger samt gulvbelægning.
Og som eksempel på udvendig og indvendig komplettering kan nævnes: solafskærmninger, løse trapper og altaner, sanitet, indvendige trapper, skabe, køkkenelementer etc.
Denne opdeling vil gøre det lettere at kontrollere og udvikle de enkelte bygningsdeles livscyklus og økologiske værdi både i forhold til fremstilling og montage samt kontrollere udskiftning og forbedring af bygningsdele.
Set i et økologisk perspektiv kan der stilles forskellige krav til disse dele.
Sagt kort: jo kortere levetid, jo større krav til vedligeholdelse, udskiftelighed og genanvendelighed.
Opdelingen i råhus aptering og komplettering gør desuden bebyggelsen lokalt, arkitektonisk tilpasningsdygtig.
Anvendelsen af lokale byggematerialer er således i pagt med en økologisk tankegang.
Endelig har projektets boliger en ren installationszone, installationsvæggen, hvis koncentration af de fleste installationer og føringsveje er en vigtig del af hele boligens udformning.
4.14 Det økodemokratiske energisystem.
Ud fra konkurrenceudskriverens ønske om størst mulig inddragelse af beboernes aktive medvirkende, til en økologisk rigtig adfærd og brugen af boligen, er bebyggelsens ressource- og energisystem opdelt i et primært overordnet forsyningsnet, økologicentralen, transmissionsledningerne mellem økologicentralen og boligerne. Det sekundære system holdes inden for den enkelte bolig og består af det grønne rum ” atriet ” “snøvsen” og installationsvæggen. Kombinationen af disse tre elementer muliggør at beboerne i det kommende økohus 99 direkte kan arbejde aktivt med individuelle energirigtige- og økologiske tiltag, der kan eksperimenteres inden for den enkelte bolig med økologien.
De individuelle økologiske tiltag, som opsætning af solceller, ekstra solfanger, vandbehandlingsanlæg m.m. kobles via “snøvsen” og installationsvæggen på det overordnede energisystem. Installationsvægen er udover at være det samlende element mellem det økologisk lokalt eksperimenterende og det overordnede og styrende ressource- og energisystem, også boligens centralt placeret økomøbel. Økomøblet synliggør det sted i boligen hvor den enkelte føre ” husholdning ” med boligens økologi, ressourceforbrug og indeklimaet. Boligen har fået en miljøregulator.
4.15 Det grønne rum ” atriet “, økologiens lokale forum.
Det grønne rum er stedet i boligen hvor den enkelte beboer dagligt kan forholde sig bevidst til økologien. ” Snøvsen “, installationsvæggen og det grønne rum udgør tilsammen en lokal platform for det forestående Agenda 21 arbejde. Et sådant arbejde må blive en naturlig del af det at bo i et økohus 99 projekt.
Det grønne rum i hver enkelt bolig ligger op til at der i bebyggelsen vil kunne dannes et netværk omkring det at leve bevidst økologisk. Der vil kunne foretages sammenligninger mellem forskelligartede økologisk levevis i de enkelte boliger. Denne erfaring der hermed kan indsamles vil være en god inspirator for bebyggelsens beboer i forhold til at videreudvikle den økologiske tankegang og levevis.
Projektet ser ikke noget modsætningsforhold mellem tekniske (evt. højteknologiske) installationer og økologisk byggeri.
Kravet til installationerne er blot, at de er simple at installere, håndtere, vedligeholde og udskifte og selvfølgelig energi- og ressourcemæssigt acceptable at fremstille.
Det gælder ligeledes de økologiske specialinstallationer så som solfangere, varmevekslere, vandopsamlere, genbrugs installationer etc.
4.16 “Økounitten”, installationsvæggen, (snøvsen)
Boligens installationer er koncentreret i en installationsvæg midt gennem boligen.
Installationsvæggen og “snøvsen” indeholder boligens føringsveje for vand, varme, ventilation og el med udtag til kommunikationsudstyr lamper etc.
Den er samtidig decentral styring- og kontrolstation for boligens ressourceforbrug.
Til dette formål rummer unitén et pædagogisk, aflæsbart display. Displayet kan kobles på nødvendige sensorer i bolig og fælleshus. Alternativt vil ressourceforbruget kunne aflæses via et TV-GYR system.
Til installationsvæggen kobles toilet og køkken, og alle hovedinstallationerne i boligen føres i den. Derved fritages de øvrige dele af boligen for komplicerede installationer og rørføringer.
Installationsvæggen kan desuden indeholde næraffaldssortering, skraldsug, edb-kabelføring, kommunikationsinstallationer, musik-, videoanlæg etc.
Installationsvæggen kan gøres til genstand for industriel serie produktion, – design og eksport.
Den økologiske unit er en sammenstilling af gammelkendt og ny installations- og ressourceteknik.
Installationsvæggens placering midt gennem boligen gør det nødvendigt at “gå på tværs” af væggen med vinduer og døre.
Installationsvæggen er derfor en let, hul træbeklædt væg med frie muligheder for gennembrydning og rørføringer.
Installationsvæggen minder designmæssigt og konceptuelt om en akvædukt, en bolig-økodukt.
Installationsvæggen forbinder boligens installationer med fælleshusets varmecentral, brændselscelle etc. og bliver, betydningsmæssigt og konkret, forbindelsen til de større økotekniske netværker i kommunen og landsdelen.
Installationsvæggen gør det let at udskifte installationer, udbedre skader og kontrollere fejl.
4.17 Den økologiske bebyggelse (det økologiske “bofællesskab”), økologicentralen.
En vigtig forudsætning for økologisk forståelse og økologisk byggeri er demokratisk medvirken.
De økologiske tiltag skal være vedkommende og synlige for at få gennemslagskraft. I modsat fald kan det ende med et ekspertvælde og uinspirerende restriktiv lovgining. “Der skal være mere gulerod end stok i økologisk byggeri”.
Sammenstilling af økologi og øvrige beboerfaciliteter er meget vigtig i øjeblikkets økologiske omstilling.
I den sammenhæng kan økocentralen/fælleshuset have en vigtig funktion som symbolsk og praktisk omdrejningspunkt for lokale Agenda 21 initiativer og fortsatte økologiske eksperimenter.
De fleste nyere boligbebyggelser indeholder et fælleshus med fællesfaciliteter, vaskeri ophold e.l.
Tænker vi os fælleshuset udvidet og gjort til hjemsted for de mere komplicerede energitekniske og økologiske tiltag, har vi her en overskuelig og nær enhed, der på den ene side fritager den enkelte bolig for overplastring med tekniske installationer, og på den anden side kan sikre en tilstrækkelig professionel overvågning og styring af den økologiske teknik.
I en sådan økologicentral, defineret som en blanding af teknik og fælleshus, kan samvirket mellem forskellige økologiske og ressourcebesparende teknikker optimeres.
Følgende teknikker og funktioner vil kunne samarbejde i økologicentralen:
– Fælles energistyring og måling af forbrug.
– Solfanger på egnede steder.
– Fælles regnvandsanlæg.
– Naturgasfyret minikraftvarme.
– Naturgas/biogasfyret brændselscelle.
– Vandbesparelser.
– Affaldshåndtering.
– Fælles vaskeri.
– Fælles dybfryser.
– Miljø- og aktivitetssted
– Grønt væksthus
– Edb-station
– Værksted for fritiden.
– Fælles køkken, spise, ophold etc.
Økologicentralen kan sikre en høj grad af fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forbindelse med installering af allerede kendte og kommende økologiske- og ressourcemæssige teknologier.
Økologicentralens størrelse og effektivitet kan nemt tilpasses forskellige projekttyper.
5. Bebyggelsesplanen
Konkurrencegrunden er placeret i en typisk forstad med blandet parcelhus- og tæt lavt byggeri.
Grunden indgår i en planlagt bydel med fastlagte stier og veje, der støder op til et landskabs- eller parkbånd, der er tænkt som højklasset rekreativt areal i bydelen.
Projektets bebyggelsesplan ønsker ikke at fornægte stedets forstads karakter ved at skabe en by-kulisse. I stedet søger planen at understrege forstadsbebyggelsens usentimentale rumlighed, en rumlighed der kan gøres lige så urban og varieret som den historiske by skønt rationel i sin struktur.
Bebyggelsen indskriver sig i historien fra Bakkehusene til Håndværkerparken og Dianas Have.
Bebyggelsens indre “byrum” har direkte adgang til det rekreative areal og respekterer de byggefelter, der udstikkes af bydelens plan.
Af samme årsag er bebyggelsen kun 2 etager skønt der er mulighed for at bygge op til 2,5 etage.
Bebyggelsens relative tæthed er desuden valgt for at skabe et bedre klima mellem husene.
Sammen med beplantningen skærmer tætheden for den barske sydvestenvind.
Bebyggelsen er af økologiske årsager konsekvent sydvendt. (solindfald, passiv soludnyttelse).
Fælleshuset er placeret for enden af bebyggelsen, hvor den centrale hovedsti gennem bebyggelsen ender og hvor centrum for den endnu ikke bebyggede sydlige bydel befinder sig.
Langs tilkørselsvejen placeres private skure, cykelskure og affaldsskure.
Parkeringen er ligeledes placeret langs adgangsvejen.
Hovedstien gennem “byparken” er ført syd om projektets bebyggelse, men kan forbindes med Kirkegade gennem bebyggelsen langs med fælleshuset.
5.1 Om det grønne
Karakteren af de grønne arealer afspejler i den grundliggende hovedstruktur boligbebyggelsens enkle og præcise udtryk. Hensigten hermed er at skabe grønne rammer af høj æstetisk værdi, indenfor hvilke synliggørelsen af det biologiske kredsløb kan gøres mangfoldigt i udtryk og brugsværdi.
Den grundliggende ide er at ´genbruge´ den etablerede skovplantning på stedet i størst muligt omfang, med en vis udtynding af ammeplanterne. Skoven vil med tiden danne et ´grønt´ tag, der binder udearealerne sammen og giver bebyggelsen en frodig og naturpræget karakter. Dette fordrer selvsagt en nøje planlægning af bygge- og anlægsarbejderne, der således må foretages på stedets betingelser, med størst mulig hensyntagen til træer og buske, der skal bevares. En sådan remisebeplantning tilgodeser vækstbetingelserne optimalt samtidig med at det økologiske kredsløb stimuleres.
Udover skovplantningen tilføjes området følgende karakteristiske elementer:
Den grønne væg – der løber langs hele p-arealet og indeholder plads til miljøstationer, cykler og depotrum, fremtræder som en let træ- eller pladekonstruktion med netværk til klatreplanter på hele den østvendte langside. Klatreplanterne, bl.a. i form af stedsegrøn Vedbend, er betydningsfulde for insekter og fugle – som fødekilde, skjul og yngleplads.
De grønne skærme – der opsættes ved privathaverne tilplantes med forskellige blomstrende og stedsegrønne klatreplanter. Disse giver læ og ly for indblik haverne imellem.
Hækelementet – af blomstrende buske markerer de skrå fordelingsstier, opdeler og understreger de rumlige forløb og fungerer som tilholdssted for insekter og fugle.
Alléen – danner en rumlig afgrænsning mellem adkomstvejen med tilhørende p-areal og boligbebyggelsen. De eksisterende stammede allétræer suppleres med træer af lign. sort.
Kanalen – samler tagvandet op og følger som en livgivende blå åre den bugtede sti, der bliver ´den røde tråd´ hvor man mødes på vej gennem området til fælleshuset. Her føres kanalen ud i et opsamlingsbassin, der udformes som et lavt spejlbassin i forbindelse med fælleshusets terrasse. Kanalen bliver således et centralt og attraktivt element, der vil tilføje området miljømæssige kvaliteter for såvel dyr som mennesker.
Vedrørende plantevalg til ovennævnte elementer og øvrige plantninger tilstræbes at udvælge egnskarakteristiske løvfældende arter – i videst muligt omfang med blomstrende og frugtbærende egenskaber – der kan bidrage til et mangfoldigt dyreliv.
Adgangs- og fordelingsstier og -veje har alt efter deres funktion i området fået en nuanceret form- og materialemæssig bearbejdning, der giver klare signaler om betydningen af den enkelte stil eller vej. Der anvendes udelukkende materialer som danner plane handicapvenlige flader.
- øøøøøøø
Økologi og byggeri er et langt sejt træk af ændrede livsformer, et ændret syn på vores omgivelser, anvendelsen af naturlige og kulturelle ressourcer, og en ændret teknologi. Der findes ikke noget columbusæg, der med et slag kan gøre byggeri og beboelse økologisk.
Økologisk byggeri drejer sig derfor om at kombinere og samarbejde de mulige tiltag herunder de realistiske økoteknikker til et optimum – en byggeskik, baseret på en blanding af høj- og lavteknologi, industriel fremstilling og håndværk. Underforstået med det formål at reducere energi, materialeforbrug og forurening.
2. Økologisk byggeskik
Byggeskik beskrives normalt som byggeri slebet til af kulturen og tiden.
Byggeskikken er således udtryk for en tilpasning til samfundsmæssige, sociale eller individuelle behov, der skal tilgodeses indenfor gængse tekniske, økonomiske og arkitektoniske rammer.
Byggeskikken er hverken præget af avantgardistiske teknologiske løsninger eller modsat af gammeldags arkitektoniske dyder, den forsøger at ramme det arkitektonisk og teknologisk tidstypiske, eller det realistisk mulige.
En økologisk byggeskik kan ikke baseres på utopiske højteknologiske “en gang for alle” visioner og ej heller på romantiske forestillinger om en tilbagevenden til en førindustriel uskyldstilstand.
En økologisk byggeskik må søge at finde skæringspunktet mellem teknologi og kultur, byggeri og livsform, industri og håndværk, global og lokal ressourceudnyttelse, individuelle- og samfundsmæssige økologiske krav og mellem traditionel lovgivnings- og organisationspraksis og alternative praksisser etc.
Skulle man være skeptisk overfor muligheden af en decideret moderne byggeskik, den uendelige pluralisme af byggevarer og byggemåder, taget i betragtning, er det alligevel dette skæringspunkt, der er interessant for det økologiske boligbyggeris daglige praksis og dets mulighed for at slå igennem.
Vi fortolker Økohus 99 konkurrencen som et forsøg på at indkredse dette skæringspunkt efter flere års mangeartede men spredte økologieksperimenter.
3. Økologisk livsform, boform og boligbyggeri
Udformningen af den økologiske bolig peger direkte på spørgsmålet om hvad man skal forstå ved en økologisk livsform og boform.
Den arkitektonisk, konstruktive organisering af boligen og boligmiljøet i bred forstand må derfor tages op til overvejelse og disse overvejelser peger direkte ind i et fletværk af problemstillinger omkring materialer, konstruktioner, installationer, byggemåder, produktionsmåder etc., samt endelig hvilket arkitektonisk udtryk dette kan resultere i.
Hver enkelt af disse problemer er komplekse og i sammenhæng næsten uigennemskuelige.
Hvordan skal f.eks. en lokal fordel afvejes mod en global nødvendighed?
Hvordan skal et langtidsholdbart og derfor økologisk fordelagtigt byggemateriale afvejes mod truslen om dets udryddelse ved overforbrug?
Hvordan skal en langsigtet ressourcebesparende installation afvejes mod dens øjeblikkelige fremstillingsmæssige energiforbrug, og transportforbrug, altså kortsigtede anlægsfordele afvejes mod langsigtede driftsfordele
Hvor langt kan man komme med krav til ændrede vaner og livsformer af hensyn til økologien uden at ende i udemokratisk (statslig) styring og formynderi, etc.
Med afsæt i så komplekse problemstilling må udformningen af den økologiske bolig eller boligbyggeriet nødvendigvis blive en blanding af videnskabelige udvikling, rationelle betragtninger og common sense.
3.1 Kultur, vaner og boligtyper
Går vi ud fra at kultur og vaner er tæt forbundet, er det svært at forestille sig hvordan radikalt nye boligformer kan få gennemslag fra den ene dag til den anden.
Hverken en futuristisk, højteknologisk ” øko-rumkapsel” eller varianter af “tilbage til naturen” hulebyggeri er realistiske alternativer (med mindre man ønsker at bruge hele dagen på at være økologisk).
Forbindelsen mellem en økologisk byggeskik og den økologiske bolig består i at ramme den indretning og udformning, der tillader det normale liv at udfolde sig, og på samme tid giver frihed i udvikling af graden af økologisk levemåde. Antager vi, at bovaner plus byggeskik resulterer i boligtyper, kan forsøget på at finde en økologisk byggeskik og en økologisk boligtype med fordel tage afsæt i eksisterende traditionelt gode boligtyper for at forbedre dem økologisk.
Den økologiske bolig skal skabes i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse.
Økologiske boliger, der bygger videre på det bedste i traditionen, giver en forståelighed, en almen accept og en kontinuitet, der efter vore mening er en del af hvad man kunne kalde arkitekturøkologi. En respekt for og udvikling af det bedste i boligarven er lig økologisk tænkemåde på boligområdet.
Den samme hensynsfuldhed må vises arkitekturens udtryk og betydningsside.
4. Projektets idégrundlag
Økologisk byggeri er altså et spørgsmål om arkitektonisk organisering af:
Økonomi: Sikre rentabelt byggeri på markedsvilkår.
Teknologi: Sikre optimal økologisk udnyttelse af moderne teknologi.
Demokrati: Sikre medvirkende fra alle de involverede parter, herunder beboerne i byggeriet.
Sociologi: Sikre gode økologiske familieboliger, alment anvendelig.
Dette konkurrenceforslag vil forsøge at sammenfatte de fire faktorer i et projekt hvis væsentligste indhold er en kombination af følgende elementer:
A En økologisk zoning af bolig og bebyggelse, et sammenfald af:
1 Aktivitets- og funktionszoning
2 Klima- og miljøzoning
3 Installations- og byggeteknisk zoning
B En økologiunit, installationsvæg
C En økologicentral, fælleshus
Forudsætningerne for projektet er, at det skal være:
A Simpelt og generelt
B Tilpasningsdygtigt til såvel nybyggeri som byfornyelse
c Ukompliceret og let forståeligt
d Sundt og grønt
e Arkitektonisk stimulerende
4.1 Generalitet (generel anvendelighed) og forskellighed (differenceret udformning)
Den gode økologiske bolig skal kunne danne ramme om mange forskellige livsformer og herunder forskellige grader af økologisk levevis og oveni købet over en lang årrække.
Den økologiske bolig må derfor være foranderlig og tilpasningsdygtig. Ikke så meget i den dynamisk, mekaniske 60’er forstand, med flytbare vægge og total åbenhed, men mere i retning af generel anvendelig a la 20’ernes og 30’ernes murermesterhuse med ens rum.
Generalitet behøver dog ikke at være forbundet med enshed f.eks. ensartede rum. Generalitet kan lige så vel være forbundet med forskellighed f.eks. forskellige, men generelt anvendelige rum.
Forskellighed er i det hele taget et centralt begreb i en boligøkologisk byggeskik.
60’ernes forskelsløse, standardiserede industribyggeri, med baggrund i en forestilling om overlevelsesbunkeren eller livmoderen med øjeblikkelig sanseløs behovstilfredsstillelse, er uøkologisk.
Den økologiske bolig skal rumme forskellighed. Forskellige rumstørrelser, -højder, -karakterer, forskellige niveauer. Forskellige lysforhold og temperaturer, forskellige materialer etc. boligen skal opfattes som en del af omgivelserne, “den ydre verden” og som en del af klimaet, årstiderne, naturen, byen, stedet.
Boligen skal være oplevelsesrig, sanselig og kropslig for at være økologisk.
4.2 Boligens livsrum og brugsmæssige opdeling
Den økologiske bolig må gerne opdeles efter begreber, der går på tværs af den sædvanlig funktionelle opdeling i sove, spise, opholde etc. F.eks.i bevægelse, stilstand, reproduktion, produktion, intellektuel og følelsesmæssig kontra fysisk virksomhed.
Boligen skal ikke være et stillesiddende konsumfuteral. At leve i den økologiske bolig er en veksling mellem hvile og aktivitet.
Boligen skal indbyde til sund bevægelse ud og ind, rundt i- og op og ned på etagerne.
Boligens indretning og opdeling skal afveje de økologisk tekniske krav mod de traditionelle familie- og samlivsformers behov.
4.3 Den sydvendte bolig
Et af projektets vigtigste valgte parametre for udformningen af alle boligtypernes livsrum, er syd-orienteringen.
Alle værelser og opholdsrum vender med syd, for lys ind fra syd.
Foruden de arkitektoniske og miljømæssige argumenter kan syd-orienteringen begrundes økologisk og energimæssigt.
Boligindretningens sydvending er projektets arkitektonisk kunstgreb.
Hovedindgangen til boligerne er ligeledes orienteret mod syd, gennem ” atriet “. Der er dog også mulighed for at gå ind fra nord gennem køkkenet.
4.4 En ny økologisk boligtype
En ny økologisk boligtype formes af en ny byggeskik og teknologi og en ny organisering af boligens funktioner, arealer og rum.
Projektets organisering, opdeling og arkitektoniske udformning af boligen bygger på en sammenlægning af tre zoninger:
1 Aktivitets- og bofunktionel zoning.
2 Energi- og klimazoning
3 Installations- og byggetekniske zoning.
4.5 Aktivitets- og bofunktionel zoning
Familien vil i lang tid fremover stadigvæk være en flergenerationsfamilie med normale behov for en boligintern opdeling i private og fælles rum, rolige og mere aktive områder, plus servicerum, køkken og toilet.
Med forudsætningen om en mere aktiv økologisk levevis og generel anvendelighed opdeles den økologiske bolig horisontalt i en arbjeds/
aktivitetszone og en roligere opholdszone. Aktivitetszonen rummer køkken og “atrium”, et multifunktionelt rum, der kan være alt fra atelier til havestue eller entré.
Også vertikalt er den økologiske bolig på traditionel vis delt op i en aktiv stueetage og en roligere 1. sal.
Aktivitetszonen og atriet er det i arkitektonisk forstand økologiske livs- eller “råderum”, der praktisk og symbolsk tillader en mere eller mindre økologisk levevis.
4.6 Energi- og klimazoning
En økologisk zoning omfatter også en energibevidst opdeling i en passiv og aktiv udnyttelse af solindfaldet.
Boligen er delt op i en sydvendt solfangende, let facadezone og en tung nordvendt varmeakkumulerende zone.
Med denne klassiske opdeling udnyttes solens og lysets energi optimalt og temperatursvingningerne over døgnets timer udjævnes.
Den enkelte familie kan vælge at leve “økologisk” i pagt med årstidernes skiften (trække sig tilbage til den tunge del af boligen om vinteren og ud i den lette del resten af året), eller familien kan vælge at bebo hele huset hele året rundt mod en energimæssig merudgift.
Dette betyder også en opdeling i en lysere og mørkere zone og bidrager til skabelsen af forskelligheder i boligen, i forhold til lysforhold, tyngde og lethed.
4.7 Installations- og byggeteknisk opdeling
Projektet deler boligen op i en installationstung speciel zone og en installationslet generel zone, svarende til en dyr- og byggeteknisk vanskelig zone og en billigere mere teknisk ukompliceret zone (evt. professionel contra medbyggede).
Disse zoner krydses af boligens byggetekniske opdeling i råhus, aptering og komplettering.
4.8 Det grønne rum “Atriet”.
Det dobbelthøje grønne rum eller atrium er det centrale funktionelt/arkitektoniske element i den økologiske bolig.
Her falder den økologiske zoning sammen med praktiske hensyn til passiv solfangning, årstidsbevægelse i boligen, varmebesparelses- muligheder, rumforskellighed, temperaturforskellighed, brugsforskel- lighed, bevægelsesmulighed etc.
Rummet er passiv solfanger, “motionsrum”, uderum, inderum, tempereret, utempereret, boligudvidende, – sammentrækkende, entré, indre gård, forhave, atelier, udestue, drivhus, festsal, kort sagt økologisk multifunktionelt.
“Atriet” er en historisk kendt boligrumtype her kombineret med økologiske overvejelser.
Altså nyudviklet bolighistorie lig økologisk boligbyggeskik.
4.9 Økologisk klimaskærm / facade
Projektet foreslår en boligtype, der prioriterer sammenhængen mellem lyskvalitet og livskvalitet. Den økologiske bolig tager udgangspunkt i dagslysets overlegne kvalitet og arbejder derfor med en stor grad af transparens.
Dagslyset er kvalitativt ved at være steds-, regions- og årstidsbestemt. Lyset tager farve af omgivelserne og reflekterer stedet, klimaet og årets gang.
For at skaffe naturlig ventilation og forhindre overophedning, er glaspartiet i ” atriet ” forsynet med oplukkelige partier. Dette sikrer en hurtig udluftning af ” atriet ” direkte gennem aktivitetszonen eller hele huset.
Dele af de indvendige og udvendige glaspartier kan forsynes med translucent glas, afhængig af en nøjere vurdering af temperaturudsving og lysindfald.
Følgende elementer integreres i boligens klimaskærm:
– Energiruder
– Translucente ruder
– Regulerbar solskærm, persienner
– Oplukkelige vindues- og dørpartier
4.10 Materialer, konstruktioner, installationer
Kravet til materialer, konstruktioner og tekniske installationer i en økologisk byggeskik må være:
Materialer:
Sunde
Energi og ressourcebesparende
Reparations- og vedligeholdelsesvenlige
Økonomiske
4.11 Materialer – fremstilling og anvendelse
Valget af materialerne i bebyggelsen er truffet ud fra en konkret vurdering af deres genbrugelighed, indeklimatilpasning, holdbarhed og fremstillingsmåde i forhold til råstof og energiforbrug.
Opnåelse af et godt indeklima er udover at anvende sunde materialer, også et spørgsmål om at anvende materialer med en høj grad af forskelligartethed i forhold til materialets farve, klang, hårdhed, duft, absorberingsevne overfor fugt og varme, reflektering af lys osv.
Der anvendes fire typer af materialer i forbindelse med opførelsen af det foreslåede Økohus 99 projekt.
Type 1 Organiske materialer som træ, træfiber, tekstiler mm. Materialerne er reproducerbare, og ved bortskaffelse frigøres der energi. Træet oplagrer desuden CO2 i vokseperioden.
Type 2 Materialer som fremstilles af mineraler i jorden, metal og glas. Der bruges meget energi til fremstilling af disse materialetyper, til gengæld kan de genbruges og er langtidsholdbar og svær nedbrydelig. Materialerne anvendes på særligt belastede områder på økohuset.
Type 3 Miljøbeton (genbrugsbeton), tegl og kalkmørtel, fremstilles af lokale materialer med et moderat forbrug af energi til fremstilling. Denne gruppe af tunge materialer er aktive i forhold til opsamling og lagring af passiv energi fra solen. Der kan næsten opnås balance mellem forbrugt energi til fremstilling, og den energi der opsamles i materialerne, set over en tidsfaktor på f.eks. husets levetid 80 – 100 år.
Type 4 Isoleringsmaterialer, lavenergiruder, solceller, solfanger mm. Fremstilling af disse materialer foregår med et højt forbrug af energi. Energiforbruget til fremstilling spares dog hurtigt ind ved brug af disse materialer – komponenter i byggeriet, i form af et energitilskud til den daglig drift.
Opdeling af de fire typer materialer i forhold til projektet.
1.Råhuset: anvendelse af materialerne i gruppe 3.
2. Aptering: anvendelse af materialerne i gruppe 2 og 4.
3. Komplettering: anvendelse af materialerne i gruppe 1 og 2.
4.12 “Ruintesten”
Ud fra en livscyklusanalyse vil langtidsholdbare materialer og konstruktioner være økologisk korrekte.
Kravet om holdbarhed skal dog afvejes med den nutidige byggeskiks blanding af industriel og håndværksmæssig byggeskik.
Visse materialer og konstruktioner har en lang tidspuls f.eks. hoved- konstruktioner, mens andre komponenter har en kortere levetid, typisk færdigvarer som vinduer, køkkenelementer, installationskomponenter etc.
Byggeriet på dets nuværende teknologiske stade kan derfor med fordel deles op i 3 kategorier med forskellig livscyklus:
- Råhuset, den bærende hovedkonstruktion
- Aptering, klimaskærmen m.m.
- Kompletteringen, løse elementer, installationer m.m.
Som eksempler på aptering kan nævnes: udvendige facadebeklædninger og indvendige lofts- og vægbeklædninger samt gulvbelægning.
Og som eksempel på udvendig og indvendig komplettering kan nævnes: solafskærmninger, løse trapper og altaner, sanitet, indvendige trapper, skabe, køkkenelementer etc.
Denne opdeling vil gøre det lettere at kontrollere og udvikle de enkelte bygningsdeles livscyklus og økologiske værdi både i forhold til fremstilling og montage samt kontrollere udskiftning og forbedring af bygningsdele.
Set i et økologisk perspektiv kan der stilles forskellige krav til disse dele.
Sagt kort: jo kortere levetid, jo større krav til vedligeholdelse, udskiftelighed og genanvendelighed.
Opdelingen i råhus aptering og komplettering gør desuden bebyggelsen lokalt, arkitektonisk tilpasningsdygtig.
Anvendelsen af lokale byggematerialer er således i pagt med en økologisk tankegang.
Endelig har projektets boliger en ren installationszone, installationsvæggen, hvis koncentration af de fleste installationer og føringsveje er en vigtig del af hele boligens udformning.
4.14 Det økodemokratiske energisystem.
Ud fra konkurrenceudskriverens ønske om størst mulig inddragelse af beboernes aktive medvirkende, til en økologisk rigtig adfærd og brugen af boligen, er bebyggelsens ressource- og energisystem opdelt i et primært overordnet forsyningsnet, økologicentralen, transmissionsledningerne mellem økologicentralen og boligerne. Det sekundære system holdes inden for den enkelte bolig og består af det grønne rum ” atriet ” “snøvsen” og installationsvæggen. Kombinationen af disse tre elementer muliggør at beboerne i det kommende økohus 99 direkte kan arbejde aktivt med individuelle energirigtige- og økologiske tiltag, der kan eksperimenteres inden for den enkelte bolig med økologien.
De individuelle økologiske tiltag, som opsætning af solceller, ekstra solfanger, vandbehandlingsanlæg m.m. kobles via “snøvsen” og installationsvæggen på det overordnede energisystem. Installationsvægen er udover at være det samlende element mellem det økologisk lokalt eksperimenterende og det overordnede og styrende ressource- og energisystem, også boligens centralt placeret økomøbel. Økomøblet synliggør det sted i boligen hvor den enkelte føre ” husholdning ” med boligens økologi, ressourceforbrug og indeklimaet. Boligen har fået en miljøregulator.
4.15 Det grønne rum ” atriet “, økologiens lokale forum.
Det grønne rum er stedet i boligen hvor den enkelte beboer dagligt kan forholde sig bevidst til økologien. ” Snøvsen “, installationsvæggen og det grønne rum udgør tilsammen en lokal platform for det forestående Agenda 21 arbejde. Et sådant arbejde må blive en naturlig del af det at bo i et økohus 99 projekt.
Det grønne rum i hver enkelt bolig ligger op til at der i bebyggelsen vil kunne dannes et netværk omkring det at leve bevidst økologisk. Der vil kunne foretages sammenligninger mellem forskelligartede økologisk levevis i de enkelte boliger. Denne erfaring der hermed kan indsamles vil være en god inspirator for bebyggelsens beboer i forhold til at videreudvikle den økologiske tankegang og levevis.
Projektet ser ikke noget modsætningsforhold mellem tekniske (evt. højteknologiske) installationer og økologisk byggeri.
Kravet til installationerne er blot, at de er simple at installere, håndtere, vedligeholde og udskifte og selvfølgelig energi- og ressourcemæssigt acceptable at fremstille.
Det gælder ligeledes de økologiske specialinstallationer så som solfangere, varmevekslere, vandopsamlere, genbrugs installationer etc.
4.16 “Økounitten”, installationsvæggen, (snøvsen)
Boligens installationer er koncentreret i en installationsvæg midt gennem boligen.
Installationsvæggen og “snøvsen” indeholder boligens føringsveje for vand, varme, ventilation og el med udtag til kommunikationsudstyr lamper etc.
Den er samtidig decentral styring- og kontrolstation for boligens ressourceforbrug.
Til dette formål rummer unitén et pædagogisk, aflæsbart display. Displayet kan kobles på nødvendige sensorer i bolig og fælleshus. Alternativt vil ressourceforbruget kunne aflæses via et TV-GYR system.
Til installationsvæggen kobles toilet og køkken, og alle hovedinstallationerne i boligen føres i den. Derved fritages de øvrige dele af boligen for komplicerede installationer og rørføringer.
Installationsvæggen kan desuden indeholde næraffaldssortering, skraldsug, edb-kabelføring, kommunikationsinstallationer, musik-, videoanlæg etc.
Installationsvæggen kan gøres til genstand for industriel serie produktion, – design og eksport.
Den økologiske unit er en sammenstilling af gammelkendt og ny installations- og ressourceteknik.
Installationsvæggens placering midt gennem boligen gør det nødvendigt at “gå på tværs” af væggen med vinduer og døre.
Installationsvæggen er derfor en let, hul træbeklædt væg med frie muligheder for gennembrydning og rørføringer.
Installationsvæggen minder designmæssigt og konceptuelt om en akvædukt, en bolig-økodukt.
Installationsvæggen forbinder boligens installationer med fælleshusets varmecentral, brændselscelle etc. og bliver, betydningsmæssigt og konkret, forbindelsen til de større økotekniske netværker i kommunen og landsdelen.
Installationsvæggen gør det let at udskifte installationer, udbedre skader og kontrollere fejl.
4.17 Den økologiske bebyggelse (det økologiske “bofællesskab”), økologicentralen.
En vigtig forudsætning for økologisk forståelse og økologisk byggeri er demokratisk medvirken.
De økologiske tiltag skal være vedkommende og synlige for at få gennemslagskraft. I modsat fald kan det ende med et ekspertvælde og uinspirerende restriktiv lovgining. “Der skal være mere gulerod end stok i økologisk byggeri”.
Sammenstilling af økologi og øvrige beboerfaciliteter er meget vigtig i øjeblikkets økologiske omstilling.
I den sammenhæng kan økocentralen/fælleshuset have en vigtig funktion som symbolsk og praktisk omdrejningspunkt for lokale Agenda 21 initiativer og fortsatte økologiske eksperimenter.
De fleste nyere boligbebyggelser indeholder et fælleshus med fællesfaciliteter, vaskeri ophold e.l.
Tænker vi os fælleshuset udvidet og gjort til hjemsted for de mere komplicerede energitekniske og økologiske tiltag, har vi her en overskuelig og nær enhed, der på den ene side fritager den enkelte bolig for overplastring med tekniske installationer, og på den anden side kan sikre en tilstrækkelig professionel overvågning og styring af den økologiske teknik.
I en sådan økologicentral, defineret som en blanding af teknik og fælleshus, kan samvirket mellem forskellige økologiske og ressourcebesparende teknikker optimeres.
Følgende teknikker og funktioner vil kunne samarbejde i økologicentralen:
– Fælles energistyring og måling af forbrug.
– Solfanger på egnede steder.
– Fælles regnvandsanlæg.
– Naturgasfyret minikraftvarme.
– Naturgas/biogasfyret brændselscelle.
– Vandbesparelser.
– Affaldshåndtering.
– Fælles vaskeri.
– Fælles dybfryser.
– Miljø- og aktivitetssted
– Grønt væksthus
– Edb-station
– Værksted for fritiden.
– Fælles køkken, spise, ophold etc.
Økologicentralen kan sikre en høj grad af fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i forbindelse med installering af allerede kendte og kommende økologiske- og ressourcemæssige teknologier.
Økologicentralens størrelse og effektivitet kan nemt tilpasses forskellige projekttyper.
5. Bebyggelsesplanen
Konkurrencegrunden er placeret i en typisk forstad med blandet parcelhus- og tæt lavt byggeri.
Grunden indgår i en planlagt bydel med fastlagte stier og veje, der støder op til et landskabs- eller parkbånd, der er tænkt som højklasset rekreativt areal i bydelen.
Projektets bebyggelsesplan ønsker ikke at fornægte stedets forstads karakter ved at skabe en by-kulisse. I stedet søger planen at understrege forstadsbebyggelsens usentimentale rumlighed, en rumlighed der kan gøres lige så urban og varieret som den historiske by skønt rationel i sin struktur.
Bebyggelsen indskriver sig i historien fra Bakkehusene til Håndværkerparken og Dianas Have.
Bebyggelsens indre “byrum” har direkte adgang til det rekreative areal og respekterer de byggefelter, der udstikkes af bydelens plan.
Af samme årsag er bebyggelsen kun 2 etager skønt der er mulighed for at bygge op til 2,5 etage.
Bebyggelsens relative tæthed er desuden valgt for at skabe et bedre klima mellem husene.
Sammen med beplantningen skærmer tætheden for den barske sydvestenvind.
Bebyggelsen er af økologiske årsager konsekvent sydvendt. (solindfald, passiv soludnyttelse).
Fælleshuset er placeret for enden af bebyggelsen, hvor den centrale hovedsti gennem bebyggelsen ender og hvor centrum for den endnu ikke bebyggede sydlige bydel befinder sig.
Langs tilkørselsvejen placeres private skure, cykelskure og affaldsskure.
Parkeringen er ligeledes placeret langs adgangsvejen.
Hovedstien gennem “byparken” er ført syd om projektets bebyggelse, men kan forbindes med Kirkegade gennem bebyggelsen langs med fælleshuset.
5.1 Om det grønne
Karakteren af de grønne arealer afspejler i den grundliggende hovedstruktur boligbebyggelsens enkle og præcise udtryk. Hensigten hermed er at skabe grønne rammer af høj æstetisk værdi, indenfor hvilke synliggørelsen af det biologiske kredsløb kan gøres mangfoldigt i udtryk og brugsværdi.
Den grundliggende ide er at ´genbruge´ den etablerede skovplantning på stedet i størst muligt omfang, med en vis udtynding af ammeplanterne. Skoven vil med tiden danne et ´grønt´ tag, der binder udearealerne sammen og giver bebyggelsen en frodig og naturpræget karakter. Dette fordrer selvsagt en nøje planlægning af bygge- og anlægsarbejderne, der således må foretages på stedets betingelser, med størst mulig hensyntagen til træer og buske, der skal bevares. En sådan remisebeplantning tilgodeser vækstbetingelserne optimalt samtidig med at det økologiske kredsløb stimuleres.
Udover skovplantningen tilføjes området følgende karakteristiske elementer:
Den grønne væg – der løber langs hele p-arealet og indeholder plads til miljøstationer, cykler og depotrum, fremtræder som en let træ- eller pladekonstruktion med netværk til klatreplanter på hele den østvendte langside. Klatreplanterne, bl.a. i form af stedsegrøn Vedbend, er betydningsfulde for insekter og fugle – som fødekilde, skjul og yngleplads.
De grønne skærme – der opsættes ved privathaverne tilplantes med forskellige blomstrende og stedsegrønne klatreplanter. Disse giver læ og ly for indblik haverne imellem.
Hækelementet – af blomstrende buske markerer de skrå fordelingsstier, opdeler og understreger de rumlige forløb og fungerer som tilholdssted for insekter og fugle.
Alléen – danner en rumlig afgrænsning mellem adkomstvejen med tilhørende p-areal og boligbebyggelsen. De eksisterende stammede allétræer suppleres med træer af lign. sort.
Kanalen – samler tagvandet op og følger som en livgivende blå åre den bugtede sti, der bliver ´den røde tråd´ hvor man mødes på vej gennem området til fælleshuset. Her føres kanalen ud i et opsamlingsbassin, der udformes som et lavt spejlbassin i forbindelse med fælleshusets terrasse. Kanalen bliver således et centralt og attraktivt element, der vil tilføje området miljømæssige kvaliteter for såvel dyr som mennesker.
Vedrørende plantevalg til ovennævnte elementer og øvrige plantninger tilstræbes at udvælge egnskarakteristiske løvfældende arter – i videst muligt omfang med blomstrende og frugtbærende egenskaber – der kan bidrage til et mangfoldigt dyreliv.
Adgangs- og fordelingsstier og -veje har alt efter deres funktion i området fået en nuanceret form- og materialemæssig bearbejdning, der giver klare signaler om betydningen af den enkelte stil eller vej. Der anvendes udelukkende materialer som danner plane handicapvenlige flader.